| |
af John Mønsted
Biolog i Rebild Kommune |
|
| |
Tør kalkjord på overdrev og i kridtgrave byder på vækstvilkår som visse planter er særligt tilpasset. Jordvandet er basisk (høj pH-værdi). På skrænter er jordbunden tillige oftest porøs, veldrænet, iltrig og med gunstige temperaturforhold. Derimod er nogle mikronæringsstoffer vanskeligt tilgængelige for planterne. Nordjyske kalkoverdrev og kridtgrave rummer plantevækst som i øvrigt i Danmark og Europa har en sydøstlig udbredelse. Nogle af planterne forekommer i Nordjylland kun som følge af kalkens tilstedeværelse. Overdrev er ældgamle vedvarende græsningsarealer på tørbund. Græssende dyr har friholdt overdrevene for tilgroning og givet plads til en rig græs- og urteflora, særligt på kalkjord. De tilbageværende kalkoverdrev på skrænterne i Lindenborg Ådal udgør et kerneområde for denne naturtype i Danmark. Skillingbro kridtgrav er gravet i et kalkoverdrev. I takt med gravningen indvandrer planter fra overdrevet til de blotlagte kridtflader. Indvandring og tilgroning foregår ret langsomt ved vind- og dyrespredning af plantefrø. Ældre kridtgrave kan med tiden udvikle en værdifuld kalkflora, der ligner de ældre kalkoverdrev. Bevarelse og pleje af kridtgrave er væsentlig for sikring af den særprægede nordjyske kalkflora. I Skillingbro Kalkgrav er der opsat en række formidlingsplancher, hvor du kan læse om de enkelte planter på stedet. Teksten er skrevet af John Mønsted, der er biolog i Rebild Kommune og planterne er illustreret af Frede Fabek suppleret med fotos af Niels Fabæk. Værn om floraen ved ikke at plukke eller på anden måde beskadige planterne. |
|