Sikker ridning i Naturen

     

    TurlederRytterer og heste der krydser Ravnkilde
     

    Udnævn en erfaren leder, før turen starter. Det er lederens opgave at sørge for, at den mindst erfarne rytter i gruppen også får en glad og sikker ridetur.

     

    Ridning i flok
     

    Alle ryttere er ansvarlige for alle andre rytteres sikkerhed i terrænet. Bliv i gruppen, rid med samme fart som de øvrige, hold god afstand, rid i samme retning, stop ikke op og drej ikke din hest på tværs.

     

    Vant til det farlige


    Jo flere gange en hest ser noget skræmmende, jo roligere bliver den ved det. Du skal ikke undgå "det farlige" ved at ride store omveje. Stå hellere af hesten og træk forbi, til den er fortrolig med det.
     

    Ung Islandsk hest på tur

     

    Pause undervejs

     

    En ridetur i naturen behøver ikke kun at være fornøjelig for rytteren. Hesten må også gerne nyde turen. Hold en pause, stå af og lad hesten græsse. Det er ikke sejt at blive i sadlen så længe som muligt, og det er en stor belastning for en hest at stå stille med rytteren på.


    Turens længde
     

    Er du nybagt rytter eller er hesten ung, så rid korte ture. Gradvist kan du ride længere ture i takt med, at formkurven stiger.
     

     

    Hest i klemme
     

    Mange heste er bange for at gå gennem smalle passager. På landevejen kan hesten føle sig i klemme, hvis den føler sig truet fra to sider. Det kan blive farligt, hvis hesten vælger ar springe ud på vejbanen foran en bil for at undvige truslen fra en traktor på marken. Rytteren bør forudse faren og stå af i tide. Der bør ikke rides for løse tøjler langs befærdede veje.

     

    At krydse en vej
     

    Når flere ryttere skal krydse en vej, skal det ske på samme tid. Alle rider tæt efter hinanden i vejsiden. Man venter på hinanden, og på kommando fra turlederen vender alle hestene en kvart omgang og rider lige over vejen. Her vender alle hestene atter en kvart omgang og rider videre langs vejen.
     

    Heste og ryttere på vej gennem Granskov

    Ridning i mørke


    En rytter betragtes som trafikant på lige fod med en bilist. Så husk at ride i højre side af vejen. I lygtetændingstiden skal rytteren bære lygte, der lyser hvidt fremad og rødt bagud. Hestens fire ben skal bære reflekser, som skal kunne ses 150 meter væk. Reflekserne skal være mindst 5 cm brede.

     

    Udstyret i orden


    Remme, tøjle og syninger skal være uden skader, saddelgjorden passende stram, og hestens sko skal sidde fast.
    Man kan mindske risikoen for følgeskader fra uheld ved at anvende hjelm, sikkerhedsvest, sikkerhedslås på sadlen samt sikkerhedsstigbøjler.

     

     


    Tekst : Frit efter Lise Bomholt.