| |
| Rold Skovs kilder og vandløb er isfrie i selv den hårdeste vinter. Når kulden lukker de nord-skandinaviske vandløb, får Rold Skov besøg af vandstæren, som du med lidt tålmodighed og en god kikkert kan se dykke efter vandinsekter i det strømmende vand. En af vandstærens livretter er vårfluelarver, og dem er der mange af i kildernes rene vand. |
|
|
| |
| Vandstæren lever godt op til sit navn. Ganske vist er den ikke nogen stær, men navnet er nu alligevel fint, da den er på størrelse med en stær og i den grad er tilknyttet vand. Nu er vand jo ikke bare vand – og når det kommer til de våde varer er vandstæren yderst kvalitetsbevidst. Det er langs rindende og rent vand vi finder den. Her kan den nemlig finde de vandinsekter den lever af. I dette miljø har vandstæren brug for sine helt særlige talenter. Som den eneste af vore spurvefugle er vandstæren i stand til både at svømme og dykke. Den specielle levevis har udstyret vandstæren med en række egenskaber, der gør den lille fugl i stand til at kaste sig ud i det kolde vand flere hundrede gange i løbet af en kort vinterdag. I forhold til andre spurvefugle på samme størrelse er vandstæren klædt rigtig lunt på med omkring dobbelt så mange dun og dækfjer. Næseborene kan lukkes når fuglen dykker. Og så har den ”dykkerbriller” – en gennemsigtig blinkhinde, der ofte ses som et hvidt glimt i øjet, når den står og vipper på sin udkigspost. |
|
|
|
| |
|
|
| |
Forslag til en tur I vinterhalvåret opholder der sig adskillige vandstære i Gravlevdalen. Et af de rigtig gode steder er at få den lille vandfugl at se, er ved Kousbækken. Du kan ofte se vandstæren fra landevejen, men en tur ind i dalen langs bækken byder på mange andre oplevelser og kan anbefales. Du kan for eksempel tage turen ind mod Stendalen på den vestlige side af bækken og så følge bækken tilbage mod landevejen på den østlige side. Her kan du så vælge at fortsætte hen til Ravnkilde, hvor vandstæren også af og til opholder sig. |
|
| |
| <- Tilbage |
|
|