Voldsted, Nibe, Aars og Hvalpsund

 

3 dags ridetur på i alt 80 km:

 

1. etape: Volsted - Nibe 26 km
2. etape: Nibe - Aars 25 km
3. etape: Aars - Hvalpsund 29 km

 

Ridesporet fører dig fra Østhimmerland til Vesthimmerland gennem meget varieret natur. Turen starter ved den gamle landsby Volsted og fører ad små landeveje til Nibe. Herfra går turen langs den nedlagte jernbane til Aars, hvor man passerer gennem den meget smukke Halkær Å dal. Den sidste etape fortsætter delvis på det gamle jernbanespor mellem Aars og Hvalpsund. Turen afsluttes i Hvalpsund. Kun sidste etape fra Års til Hvalpsund er egnet for hestevognskørsel.

Heste og ryttere ved Limfjordens Banesti

 

 

Folder og kort til turen

 

Hent en folder og et kort over sporet i det printvenlige pdf- format.

Pdf-formatet kan læses og udskrives med det gratis program Acrobat Reader, der kan hentes her. Forslag: Udskriv kortet på folderens bagside. Ved ændringer af sporets status - hent en opdateret udgave.
 
Under afsnittet "Oplevelser på sporet" kan du læse meget mere om, hvad turen byder på.
Numrene i parentes henviser til ovennævnte kort over ride/køresporet.

 

 

Generelle oplysninger

 

Ridesporet er opdelt i 3 etaper:

1. etape starter i eller ved Volsted. Sporet kan her forbindes til et andet spor i Rold Skov som går sydover til Arden. Sporet går gennem den Himmerlandske natur ad små veje og er primært beskrevet for ryttere. Sporet er beskrevet fra Volsted, men kan naturligvis rides omvendt eller som 1-dagsture. 

 

2.  etape fra Nibe til Aars følger det nedlagte jernbanespor. Sporet vedligeholdes af Statsskovdistriktet og er anlagt som et kombineret cykel/ridespor - asfalteret med en bred græsrabat. Det skal indskærpes rytterne, at der skal rides i østsiden, da den anden side er for snæver med risiko for, at kanten af asfalten brækker af og sten kastes ind på asfalten til gene for cyklister. Skilte viser, hvordan man skal færdes.

Hvor sporet passerer Års Skov, er der på Nibe-Hvalpsundstien markeret ridning forbudt nord og syd for skoven, da der er etableret et ridespor inde i skoven, som forløber parallelt med stien. Stien ønskes aflastet af hensyn til cyklister, da Års Rideklub benytter området en del. Der er udarbejdet
kort over flere ridespor i Aars Skov.

I Aars er der forbindelse med Himmerlandssporet (nedlagt jernbane mellem Viborg og Løgstør).

 

3. etape følger den gamle banestrækning mellem Aars og Hvalpsund. Men fra Havbro er banestrækningen desværre blevet inddraget i de forskellige landmænds marker. Derfor vil det sidste stykke foregå via små veje som absolut også er velegnet til hestevognskørsel. Følg skiltene for regional cykelrute 29. Fra Farsø kan man tage mod Uhrehøje og følge Midtvesthimmerlandssporet.


 

 

Praktiske oplysninger.

 

Lokal kontaktperson: Klaus Kilt, 9636 9060, Volsted.

 

Overnatning:

Overnatning eller parkering i forbindelse med start i Volsted: kontakt Klaus Kilt.

 

Overnatning i Nibe:

Nibe Camping, Løgstørvej 2, 9240 Nibe, tlf. 9835 1062. Her er der mulighed for overnatning i eget telt, men der kan dog anbefales at bestille en af deres hytter. Dette er rent luksus efter en lang dags ridt. Hvad hestene angår, så er der mulighed for at lave en aftale med naboen Niels Hansen, tlf. 9835 2237 (på den anden side af Løgstørvej). De kan med kort varsel etablere en fælles fold til hestene.

 

Overnatning i Aars. Her er flere muligheder. Kontakt den lokale rideskole, Aars Sportsrideklub, som før har tilbudt overnatning. Rideskolen ligger op ad sporet i den nordlige ende af byen tæt på campingpladsen. Adresserne er: Ridehallen, Tolstrup Byvej 28, 9600 Aars, Tlf. 9862 4851 og Aars Camping, Tolstrup Byvej 17, 9600 Aars, Tlf: 9862 3603

 

Alternativ overnatning er Aars 4H gård, Løgstørvej 10 B, 9600 Aars, tlf. 9862 6670, som ligger i den sydvestlige ende af byen. Her er mulighed for overnatning i deres fælleshus. Hvad hestene angår, så er der begge steder både mulighed for stald og fold. Men man skal forvente selv at medbringe foder.

.

I Hvalpsund er der mulighed for overnatning på den lokale campingplads.

Kontakt Hvalpsund Familie Camping, Overgade 24, Hvalpsund, DK- 9640 Farsø Tlf. +45 9863 8123. Heste på græs hos nabo: Lise Jensen, Illerisørevej 38C, Hvalpsund. 9866 1410

Heste og ryttere ved overdrev

 

Oplevelser på sporet

 

Numrene i parentes henviser til folderens kort.

 

Første etape - 26 km.
Turen kan enten startes fra Klaus Kilt et par km. vest fra Voldsted eller I kan starte fra det store fællesareal ("fortepladsen") nær forsamlingshuset i den sydlige ende af søen i Volsted by. Volsted er en af vores ældste og bedst bevaret fortelandsbyer med det karakteristiske gadekær på forten, omsluttet af byens huse og gårde, hvorfra markerne strækker sig ud som lagkagestykker i en stjerneform. Mange landsbyer turde ved udskiftningen omkring 1790 ikke opgive landsbyens tryghed og sociale netværk og flytte gårdene ud i landskabet. Derfor opstod stjerneudskiftningen, hvis jordens bonitet muliggjorde en retfærdig deling.

 

Sporet starter ved Volsted Bygade 34 og går mod vest ned gennem de store kalkgrave til Mjels Bro. Herfra ad en mindre landevej til Ellidshøj Station, hvor sporet krydser togbanen. Fra kalkbruddene blev kalken for år tilbage transporteret med tipvogne til jernbanen og sendt rundt i landet for til sidst at ende på landmændenes marker. Nogle af kalkbruddene er stadig åbne, men transporten foregår i dag med lastbil. Desværre er det gamle tipvognspor blevet nedlagt, efter at den gamle bro over vandløbet Skiveren blev ufarbar.

 

Dalen der krydses er en af vore fantastiske tunneldale. Under istiden løb vandet gennem dalen fra Østerådalen i nord, via Lindenborg ådal og Simested ådal til Skalsåsystemet og frem til isranden vest for Viborg. 

 

Efter jernbanen rides mod nord ad brostensbelagt byvej (den gamle hovedvej A10). Efter ca. 50 m rides mod vest ad Stillekrogen, som fører under hovedvejen (180) og fortsætter op gennem en mindre grusgrav. Herfra fortsættes ad grus vej mod vest hen over motorvej (E45). Herfra fortsætter sporet ad små grusveje gennem Hovhede til Guldbæk.

 

Fra Guldbæk videre til Øster Hornum, hvor sporet igen fortsætter ad grusveje op over Himmerlands højeste bakker med Frendrup Nihøje, som ligger 103 m over havet. Nihøje består af 7 gravhøje fra den ældre bronzealder. Desværre er det ikke muligt at komme ind til Nihøje med heste, men der er mulighed for at hold hvil på det store åbne område omkrig parkeringspladsen. Tøjr hesten og bestig gravhøjene til fods, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Limfjorden.

 

Heste og rytterer ved Binderup Å

Fra Nihøje går sporet videre syd om Simested Bakker i Himmerlands åbne landskab, indtil du kommer til Klæstrup Huse. Her følger sporet Binderup Å over en kort strækning indtil åen passeres ved Hulemølle. Kort efter passage af Binderup Å har amtet og Skov og Naturstyrelsen en flot udstilling om Vokslev Kalkgrav. Det kan på det varmeste anbefales at bruge lidt tid til både udstillingen og en tur ind i selve kalkbruddet.

Fra Hulemølle går sporet gennem Grydsted og via en markvej direkte ned til Nibe Campingplads. Vær opmærksom på at der er tung og hurtig kørende trafik på Nibe landevej.

 

Heste og ryttere med udsigt til Limfjorden

Anden etape - 25 km.
Anden etape følger den nedlagte banestrækning mellem Nibe og Aars. Banen blev nedlagt den 1. april 1969 og overtaget i begyndelsen af 70'erne af Miljøministeriet som udlagde den som Natursti for gående, cyklende og ridende. Sporet er asfalteret i den ene side og belagt med grus i den anden side. Grussporet, som er beregnet til heste, er i dag tilgroet med græs, som bliver slået et par gange om sommeren. Vær opmærksom på at der er opsat bomme flere steder hvor Naturstien krydser landevej. Disse og stiens bredde hindrer desværre hestevognskørsel.

 

Banen blev som mange andre jernbaner påbegyndt i slutningen af 1800-tallet. I 1899 blev de første 50 km fra Aalborg til Aars åbnet, og i 1910 de sidste 25 km fra Aars til Hvalpsund. Som en forlængelse af banen blev den stadig eksisterende færgefart mellem Hvalpsund og Sundsøre på Salling indviet i 1925.

 

Heste og rytterer hviler ud ved Halkær Mølle

Naturstien starter lige syd for Nibe og går direkte igennem Nibe Campingplads. Herfra følger den Halkær Bredning for så at svinge ind i Halkær Ådal. Foruden en ualmindelig smuk natur, så kan nævnes seværdigheder som Halkær Mølle inden man kommer til Vegger By. Halkær Mølle er en smukt restaureret vandmølle med indrettet museum over områdets udvikling. Frokost ved møllesøen kan anbefales. Få hundrede meter vest for møllen findes det gamle Halkær Voldsted med en primitiv lejrplads (shelters).
 

 

På turen frem mod Vegger er der et pragtfuldt udsyn over det store vådområde Halkær Sø, med 150 ha sø og omgivende enge og sumpe. Området blev anlagt i efteråret 2005, og huser allerede nu et imponerende fugleliv.

 Udsigten over Halkær Sø

 

I og omkring Vegger kan man være heldig at møde storken spankulere rundt på de lave enge og græsmarker. Vegger huser et af landets få storkepar. Reden kan ses fra anlæget lige vest for Brugsen. Syd for Vegger krydser Naturstien Halkær Å for derefter at svinge ind omkring Blære Stationsby og videre ind i Blære Hede. En fantastisk kontrast til den frodige ådal.

 

Ca. 6 km. inden Aars møder man en lille stander i siden af af stien med navnet "Pluto". I første omgang spekulerer man på hvorfor man midt ude i Blære Hede har sat en stander af planeten Pluto, men efter endnu 1,5 km finder man næste planet i vores solsystem Neptun. Og så fremdeles møder man resten af vores solsystems planeter placeret i en afstand, svarende til 1:1.000.000.000 af afstanden fra solen, som er placeret ved den gamle station i Aars. En meget fin metode til at anskueliggøre afstande i vores univers.

 

For mere information om strækningen Nibe - Aars: Vandretursfolder 102 - Skov- og Naturstyrelsen samt Aars egen hjemmeside.

 

Tredje etape - 29 km.
Tredje etape foregår fra Aars til Hvalpsund hovedsagligt ad landeveje. Denne etape skaber bl.a. forbindelse til Nordvesthimmerlandssporet og Hvalpsund med færgeforbindelse til Salling.

 

Man rider igennem Aars by og ud mod vest ad Løgstørvej mod Havbro. De første ca. 1,5 km ad Løgstørvej anbefales det, at man rider på cykelstien. Herefter følger man igen ridestien på den nedlagte jernbane til Havbro.

 

500 m vest for Havbro rides af landevejen mod Farsø. Byen kan passeres via Farsø bygade eller via vejen øst om byen. I sydenden af byen rides mod Svingelbjerg og herfra videre til Gammel Ullits, Alstrup og Lovns. Følg skiltene for regional cykelrute 29.

 

Ruten passerer den lille landsby Lovns ved roden af Lovns halvøen. På turen er dels en flot udsigt over Limfjorden mod Salling, del passeres ganske tæt forbi den fuglerige Lovns sø, der blev genskabt i 1995 efter at have ligget som en tørlagt vig af fjorden gennem 100 år. I en gammel transformerstation er indrettet fugletårn, og hvis hesten også skal ha et kig, er der en fremragende udsigt fra kirkens p-plads.

 

Hotel ved Hvalpsund

Rutens sidste få km går tæt forbi herregården Hessel, der er landets eneste helt stråtækte herregård. Gården er offentligt ejet og indrettet som landbrugsmuseum. Læs mere om Lovns halvøens herligheder.

 

Turens slutpunkt, Hvalpsund, fik et kraftigt løft fra ydmygt fiskerleje til færge- og stationsby, da jernbanen blev ført frem til byen i 1910. Omkring havnepladsen findes et fint kulturmiljø, præget af byen rolle som badested i begyndelsen af 1900 tallet. Og endelig er der jo muligheden at tage færgen over til Sundsøre og Salling, hvor der også findes rideruter. Læs mere.

 

I Hvalpsund er der mulighed for rideture langs kysten ved sundet nord for campingpladsen.