Lille korsnæb

Besøger du granskoven om vinteren, midt i denne for dyr og fugle så barske årstid, demonstrerer naturen sin opfindsomhed. Det er nemlig fra december til marts, at den lille korsnæb yngler. Dens ynglesæson følger grantræernes frøsætning.

Ungerne fodres med frø, som den voksne korsnæb behændigt piller ud fra grankoglerne med sit specielle næb. Andre koglefrøspisere som f.eks. gråsisken og grønsisken er ikke i stand til selv at åbne koglerne. Det giver korsnæbbet et fordel i konkurrencen om føden.
Korsnæb følges tit ad i småflokke, hvor de som små papegøjer klatrer omkring i grantræerne på jagt efter kogler.
Reden anbringes højt oppe i et grantræ. Når det første æg er lagt, bliver hunnen i reden helt indtil, ungerne har fået tilstrækkeligt med sul på kroppen til at kunne klare sig selv. Hannen skal derfor fodre både hunnen og ungerne i den første tid.