Tøndersvamp

Tøndersvampen kendes også under navnet ”fyrsvamp”. Et tilnavn, der skyldes svampens anvendelse som gnistfænger før tændstikkens opfindelse. Tøndersvampens porøse indre blev lagt i blød i askelud, hvorefter det blev banket fladt, tørret og skåret i passende stykker. De små stykker ”fyrsvamp” kunne så opfange gnisten, når fyrstålet blev slået mod en sten.
Tøndersvampen findes på gamle bøgetræer. Den smukke svamp er eftertragtet til dekorationsbrug. Selv om det er en almindelig svamp, så vær nænsom, hvis du indsamler den til juledekorationen. De er så flotte ude i deres rette element, så tag kun en enkelt.